I venteværelset

I god tid, hele 5 minutter før, kommer jeg ind i venteværelset. Der sidder allerede tre kvinder og en mand, med god afstand fra hinanden. Jeg smiler lidt under min mundbid. Sætter mig ned. Tager mit strikketøj op. Stikker lidt, tager telefonen op, tjekker et eller andet. Parret bliver kaldt in. Det slår mig hvor normale de andre ser ud, også hvor ikke skrøbelige de fremstår. Selv føler jeg mig som et nervevrag. Jeg er så obs på min egen adfærd at jeg holder vejret ved den mindste bevægelse i min krop. Jeg vil så gerne smelte ind i omgivelsen. Ind i stolen.

Jeg bliver alene i rummet. Jeg tager min telefon op og tager et billede af Fertiliteksklinik-skiltet på væggen. Tænker at jeg kan bruge det i en eller anden post. Og så skriver jeg nogle tanker ned omkring hvordan det er at sidde der. Det er en god strategi for at holde de dybe følelser væk – at gå i arbejdsmode.

Men det holder ikke. Det vælter ind over mig alligevel. Tårerne rander. Jeg har det faktisk virkelig skidt med at være der. Jeg vil ikke være på sygehus. Jeg vil ikke være patient. Jeg føler mig mislykket og forkert. Frygten over at aldrig får børn dukker op. Jeg føler også skam. Det er et tema som forfølger mig i livet. Rationelt kan jeg jo se at der intet skamfult er at få hjælp til at få børn. Men alt indeni mig siger noget andet.

Jeg overvældes af medlidenhed. Oh, det er så sårbart. Det er synd for alle som behøves at sidde i et venteværelse.

Så jeg går ud på toilettet og storgråder. Er bang for at de vil råbe mit navn op, så lytter samtidig ud i venteværelset. Det gør de ikke. De er 30 minutter forsinkede. Til sidst føler jeg ikke jeg kan stå inde på toilettet mere. Så sætter mig ud med mine røde øjne og er glad over at have maske på. Den bliver dog lidt snottet.

De viser Hammerslag i fjernsynet. Vi sidder to og kigger i stilhed, længe. Så kommer et lille ”Så ved man hvem man helst vil købe af ikke!?” fra min tv-makker, når det ene hold gætter en million højere ende det andet. Hendes ord får mig tilbage i virkeligheden og jeg kan trække vejret lidt lettere igen. Jeg oplever det som at have fået et kram af hende.

Vi er alle i samme båd, der i venteværelset. Jeg føler med jer, og jeg mærker at i føler med mig.

Tak.

Magdalena

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.

Læs også om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at mindske stress og øge dine chancer at blive gravid, som snart er færdig.

2 kommentarer til “I venteværelset”

  1. Kære Magdalene. Dine opslag rammer mig direkte i hjertet. Jeg der er begavet med 4 børn, nu voksne og 10 børnebørn. Det kan se så uretfærdigt ud. Og dog er alt måske som det skal være. Samtidig med at det viser en ja, skrøbelighed overfor livets tilskikkelser. Det bliver som det bliver. Vi har ikke kontrollen over det. Og forstår ikke hvorfor vore ønsker – som er helt naturlige – ikke går i opfyldelse. Hvis jeg var i den situation dengang, ville jeg gå og dele med dig. Du deler din indre rigdom med andre. Er det ikke det, vi er her for?

    1. Tak for din fine kommentar Elna. Det varmer. Og jeg er så enig. Vi er her for at dele, og tingene er lige som de skal. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *