Spontan abort og skam

Hvordan kan skam være den første følelse der dukker op når jeg ser at der intet foster er i blommesækken? Endda før sorgen. Først var jeg nok bare uforstående. Jeg kunne ikke tage det ind. Hvordan kunne der ikke være en lille pige derinde? Jeg havde jo mærket hendes energi. Men når det gik op for mig at, der kun i en dag eller to havde været et foster, kom skammen. Skammen over at have været så dum. Hvad havde jeg troet? At det skulle lykkes i første forsøg? Skam over at have glædet mig. Skam over at have fortalt det til så mange.  

Men hvor kommer den fra, skammen? Jeg har absolut en udfordring med skam i mit liv. Men ligger det også i vores kultur? Er det skamfult at tro og håbe? At tage glæder på forhånd? Er det mindre skamfult at være pessimistisk? Når jeg fortalte at jeg var gravid tillagde jeg altid et ”men det er jo så tidligt endnu” for at beskytte mig selv lidt fra at virke for naiv. Men indeni var jeg stensikker på at der var en graviditet og at alt ville gå vel.

Fortryder jeg at jeg har været så ærlig med det? Nej, egentlig ikke. Jeg kan godt lide at fortælle. At snakke og skrive om ting er nogle af de bedste måder for mig at bearbejde. Derfor har jeg allerede, på trods af at dette sket i går, nået at fortælle det til rigtig mange af mine veninder, min familie. Talt i telefon, fået støttende beskeder og nu skrevet dette indlæg.

Jeg ved at jeg ikke behøves at skamme mig. Jeg kunne ikke vide at der kun var moderkagevæv som udsendte graviditetshormon og gjorde mig frygtelig træt. Men jeg er ikke helt klar til at slippe skammen endnu. Men jeg er alligevel glad at jeg turde at håbe og tro. Ville det mon have gjort mindre ondt nu hvis jeg ikke havde glædet mig? Det tror jeg ikke.

Næste gang, håber jeg at jeg vil turde at glæde mig igen, turde at håbe og at dele.

Sommerhilsen,

Læs om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at håndtere følelser og stress forbundet med fertilitetsudfordringer.

Få et gratis yogaprogram på 15 minutter med fertilitetsfremmende øvelser når du tilmelder dig nyhedsbrevet her.

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.

Bag skjoldet

I dag var vi på fertilitetsklinikken til ægoplægning. Alt så fint ud. Dejligt. Ægget, eller blastocysten, overlevede optøningen og kunne føres ind uden problemer.

Der kunne dette indlæg slutte, men det gør det ikke. For det kommer så meget andet op i med fertilitetsbehandling som ikke handler om dagens resultat.

På vejen hjem i bilen gjorde min kæreste mig opmærksom på at det var som at jag havde haft et skjold på, allerede fra der han hentede mig op. Et skjold overfor det hele, også ham.

Jeg ved godt hvad han taler om. Jeg bruger tit det skjold. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke turer at vise hvad jeg egentlig tænker og føler. Nogle gange kan det være meget godt at putte mig derinde. Men oftest har jeg det skidt med det. Jeg kan nemlig ikke helt trække vejret derinde, jeg kan ikke reflektere, ikke altid orientere mig. Jeg er ikke helt tilstede, og kan heller ikke helt være noget for andre. Når jeg giver slip, vælter følelserne ofte ud af mig. Og sammen med dem kommer tit skyld og skam fordi jeg indser at jeg også ekskluderer dem der står mig nær.

Dagens situation var selvfølgelig underlig. Kommer ind i et rum og ved at jeg skal sprede benene indfør en læge, en studerende, en sygeplejerske og en laborant. Jeg har lyst til at græde, næsten fra start. Fordi, hvad hvis det nu ikke lykkes, fordi det var hårdt at være der sidste gang, fordi skammen over at være i den her situation vælder op i mig igen, fordi jeg er læge, fordi Søren tager min hånd.

Det var rørende at se blastocysten på storbild, der ville jeg også gerne græde, hvilket jeg tænker ville føles helt okay, men hvis jeg gav slip på skjoldet vidste jeg ikke hvad der ellers ville komme ud. Ville jeg så også fortælle at jeg sagde velkommen til de små celler og kunne føle, eller forestillede mig, varme i livmoderen. Måske ville jeg også fortælle at jeg reciterede Fader vår 3 gange når jeg lå her sidste gang, uden at endda være kristen. Og ja, hvad ville der være galt med at dele dette? Ville jeg føle mig mere blottet? For blottet? Det kan godt være. Men jeg tror også at jeg ville føle mig mere levende, ærlig overfor mig selv.

Det er okay at jeg puttede skjoldet på. Men jeg vil prøve at lære fra det. Prøve at sætte mig ned med alle de her følelser, skrive mere om dem, lade dem fylde. For det kan jo være, at det så bliver lidt nemmere næste gang. Lidt nemmere at holde skjoldet væk.

Den her fertilitetsrejse giver mig virkelig mange muligheder at arbejde med gamle mønstre, gamle tanker, nye tanker, og alt mulig andet. Nogle gange orker jeg at se dem, andre gange ikke. Men i dag tager jeg min følelser op indefra skjoldet og kigger på dem. Og jeg mærker at de har det godt af det, jeg har det godt af det. Først føles de skræmmende, så dvæler de lidt i mig, for til sidst at bundfælde og måske endda helt fordufte.

Læs om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at mindske stress og øge dine chancer at blive gravid.

Få et gratis yogaprogram på 15 minutter med fertilitetsfremmende øvelser når du tilmelder dig nyhedsbrevet her.

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.

I venteværelset

I god tid, hele 5 minutter før, kommer jeg ind i venteværelset. Der sidder allerede tre kvinder og en mand, med god afstand fra hinanden. Jeg smiler lidt under min mundbid. Sætter mig ned. Tager mit strikketøj op. Stikker lidt, tager telefonen op, tjekker et eller andet. Parret bliver kaldt in. Det slår mig hvor normale de andre ser ud, også hvor ikke skrøbelige de fremstår. Selv føler jeg mig som et nervevrag. Jeg er så obs på min egen adfærd at jeg holder vejret ved den mindste bevægelse i min krop. Jeg vil så gerne smelte ind i omgivelsen. Ind i stolen.

Jeg bliver alene i rummet. Jeg tager min telefon op og tager et billede af Fertiliteksklinik-skiltet på væggen. Tænker at jeg kan bruge det i en eller anden post. Og så skriver jeg nogle tanker ned omkring hvordan det er at sidde der. Det er en god strategi for at holde de dybe følelser væk – at gå i arbejdsmode.

Men det holder ikke. Det vælter ind over mig alligevel. Tårerne rander. Jeg har det faktisk virkelig skidt med at være der. Jeg vil ikke være på sygehus. Jeg vil ikke være patient. Jeg føler mig mislykket og forkert. Frygten over at aldrig får børn dukker op. Jeg føler også skam. Det er et tema som forfølger mig i livet. Rationelt kan jeg jo se at der intet skamfult er at få hjælp til at få børn. Men alt indeni mig siger noget andet.

Jeg overvældes af medlidenhed. Oh, det er så sårbart. Det er synd for alle som behøves at sidde i et venteværelse.

Så jeg går ud på toilettet og storgråder. Er bang for at de vil råbe mit navn op, så lytter samtidig ud i venteværelset. Det gør de ikke. De er 30 minutter forsinkede. Til sidst føler jeg ikke jeg kan stå inde på toilettet mere. Så sætter mig ud med mine røde øjne og er glad over at have maske på. Den bliver dog lidt snottet.

De viser Hammerslag i fjernsynet. Vi sidder to og kigger i stilhed, længe. Så kommer et lille ”Så ved man hvem man helst vil købe af ikke!?” fra min tv-makker, når det ene hold gætter en million højere ende det andet. Hendes ord får mig tilbage i virkeligheden og jeg kan trække vejret lidt lettere igen. Jeg oplever det som at have fået et kram af hende.

Vi er alle i samme båd, der i venteværelset. Jeg føler med jer, og jeg mærker at i føler med mig.

Tak.

Magdalena

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.

Læs også om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at mindske stress og øge dine chancer at blive gravid, som snart er færdig.

Sorgen over ikke at kunne blive gravid på normal vis

Jeg kommer ikke at blive gravid på normal vis. 

Bare af at skrive den sætning begynder tårerne at rulle ned ad mine kinder. Jeg har så svært at acceptere det, og det gør ondt i indeni. Jeg mærker hvordan det presser over mit bryst. 

Det er noget jeg har vidst i snart et år men sorgen er der fortsat. Jeg er så taknemlig over at fertilitetsbehandling findes og giver mig og min kæreste håb. Men lige nu giver jeg mig selv lov til at sørge. Sørge at alt ikke bare kan være helt normalt.  

Grunden til at vi ikke kan få børn er at min kæreste er steriliseret. Det har jeg vidst siden vi mødtes, men vi havde lagt vores håb til den refertiliseringsoperation han fik i starten af 2020. Han fik syet sine sædstrenge sammen og han var sikker på at alt ville gå godt. Jeg turde ikke håbe på at det ville lykkes. 

Tre måneder efter operationen var der ingen sædceller i sædprøven. Jeg græd, men ikke nok. Vi havde begge to travlt med arbejde og var midt i en flyt. Vi meldte os hurtig til fertilitetsbehandling og snakkede en masse. Men igen, ikke nok. 

Min hjælp er kommet dels fra støtte af to af mine tætte veninder, som har gennemgået IVF, og dels fra metoden “tapping”, også kaldt emotionel frihedsteknik (EFT) eller tankefeltterapi. Jeg har brugt det i over 10 år og guider klienter i teknikken. Når jeg sætter mig ned for at arbejde med en følelse kan jeg på 10 minutter gå fra dyb sorg og magtesløshed til glæde og håb. Hver gang bliver jeg forundret. Nogle gange kan jeg ikke forstå, eller huske, hvorfor jeg var så ked af det når jeg startede. Sorgen forsvinder ikke på 10 minutter. Men jeg får en pause, og bliver hævet op af mit eget sind. EFT, går for mig, dybere end meditation og yoga, (hvilket jeg også elsker!). EFT er terapi som arbejder i mit underbevidste, løsner blokkeringer, får mig at tænke klart og danne nye nervebaner i hjernen. 

Jeg er vild med denne teknik og arbejder videre med min sorg og tillader den at komme frem når den presser på.

Kærlig hilsen

Magdalena
(Beklager stavefejl – det svenske bliver siddende, også efter 14 år i Danmark 🙂

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.

Læs også om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at mindske stress og øge dine chancer at blive gravid.